BORZOI
Egenskaber
Historie
Standard

KENNEL ZARANOV
Grundlaget
Fotogalleri
Stamtavler
Opdræt
Hvalpe

UDSTILLINGER
Foto
Bedømmelses system
Udstillings titler

LINKS
Dansk Kennel Klub
European Borzoi
Myndeklubben
Kennel Smirnoff
DWZRV
Barsoi Net
Borzoi Net
FCI
Galleri Zaranov

Borzoi, eller russiske mynder som de også kaldes, hører til blandt de største hunderacer. Skulderhøjden er fra 70-82 cm eller højere og en voksen hanhund kan veje op imod 50 kg.

En borzoi er slank og muskuløs og med sine elegante og effektive bevægelser en af de smukkeste af mynderacerne. Den har et aristokratisk og stolt væsen og er med sin selvstændighed og reservation ikke en hund for alle og enhver.

En borzoi er skabt til bevægelse og har derfor behov for en del motion. Den trives godt under store og frie forhold, men med dens naturlige tilpasningsevne og rolige væsen kan den sagtens tilpasse sig livet i f.eks. en lejlighed.

En borzoi er, som de fleste mynder, ikke en typisk "børnehund". Dertil er dens selvstændige personlighed og værdighed alt for fremtrædende egenskaber. Den er dog som familiehund et intelligent og trofast familiemedlem, der loyalt vil forsvare sit "kongedømme", hvis det bliver nødvendigt.

En borzoi har en lang silkeagtig pels, der overraskende nok er meget nem at holde. Pelsen kan antage næsten alle farver, fra helt lyse over grå og rød til helt sorte og alle farvekombinationer der imellem.

Den skal opdrages varsomt men bestemt. Dens lidt bløde væsen tåler ikke opfarende og temperamentsfulde opdragelsesformer. Men med rolig konsekvens har den  utrolig nemt ved at tilpasse og indordne sig sin families vaner og livsform.   

Borzoi har som de fleste mynderacer en lang historie bag sig. Dens oprindelse fortaber sig 1000 år eller mere tilbage fra et sted på de russiske/mongolske stepper. Men fra 1200-tallet har man beskrivelser og malerier, der helt klart afspejler en klar lighed med vore dages russiske mynde.

Navnet borzoi er afledt fra det russiske "hurtig som vinden"og en borzoi er skabt til parforcejagt og har i århundreder tilhørt højadelen i Rusland. Det var ikke tilladt såkaldte almindelige mennesker at besidde en borzoi. Den første detaillerede standard for racen blev udgivet omkring 1650

Mange af de forskellige adelsslægter i det enorme russiske rige udviklede frem til 1800 tallet hver sin egen type af borzoi. Principielt var det dog samme hund med variationer indenfor størrelse, pels og temperament.

Den mest kendte kennel fra disse fyrstehuse var storhertug Nikolai Nikolaivitsch´s Perchino kennel.  En parforce-jagt hos kennel Perchino kunne let omfatte flere hundrede borzoi og ligeså mange tjenestefolk, jægere og gæster og kunne strække sig over flere dage. Perchino hundene anses for at være hovedstammen bag vor nuværende borzoi.

I slutningen af det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede blev flere af de bedste borzoi fra især Perchino kennelen eksporteret til primært USA og England. Dette blev sikkert racens redning idet ikke blot adelen, men også dens hunde, måtte lade livet under den russiske revolution.

Den gældende F.C.I. standard er temmelig omfattende og detaljeret. Derfor følger her en kort beskrivelse af nogle væsentlige punkter:

En hund med aristokratisk fremtræden, stor og på én gang slank og robust af bygning, med ganske let langstrakt kropsform. Tæver er normalt længere end hanner. Stærk, men ikke svær knoglebygning med ret flade knogler. Tørre og veludviklede muskler, specielt på lårene.
Når en borzoi ikke jager, er dens typiske gangart et langstrakt trav, ubesværet, meget smidig og "svævende". Under jagten er den afsluttende galop særdeles hurtig, med meget lange spring.

Kropslængden på en borzoi "L" skal være en anelse større end højden "H". Hos tæver er skulderhøjden ved "A" den samme som højden ved krydsets højeste punkt "B". Hos hanner må den være en anelse over. Brystdybden ("A" til "C") måler omtrent halvdelen af skulderhøjden "H". Ønskelig skulderhøjde: Hanner 75-85 cm, tæver 68-78 cm

Forbenene er tørre og muskuløse, set forfra fuldkommen lige og parallelle. Højden af forbenene fra albuen til jorden svarer til den halve skulderhøjde eller lidt mere.
Set bagfra er bagbenene lige og parallelle, stillet lidt bredere end forbenene. Når hunden står korrekt, vil en lodret linie fra sædebensknuden passere foran midten af haseleddet og mellemfoden.
Bred, muskuløs og spændstig ryg, der sammen med lænd og kryds danner en kurve, som er mest udpræget hos hannerne. Denne kurves højeste punkt ligger ved første eller anden ryghvirvel.
Langt og bredt, let faldende. Bredden af krydset, målt mellem de to hofteben, må ikke være under 8 cm.
Bryst med ovalt tværsnit, ikke smalt, men dog ikke bredere end krydset. Det er dybt, veludviklet i længden, rummeligt og når næsten ned i albuehøjde
Tørt, langt, smalt og aristokratisk hoved. I profil danner skallens og næsepartiets overlinier en lang, let konveks linie, idet linien fra øjenbrynsbuerne mod den godt markerede nakkeknude er lige eller let skrånende. Længden af næsepartiet – fra stop til næsespids – er den samme som afstanden fra nakkeknude til stop eller en smule større.

Læs hele standarden her 

.

.
HISTORIE

.

.
.

.

.